Femte Briefing: Tærskel: Et Nyt Løfte for Menneskeheden

For at forberede jer på den fremmede tilstedeværelse, der er i verden, er det nødvendigt at lære mere om livet i Det Større Fællesskab, liv, der vil omslutte jeres verden i fremtiden, liv, I vil være en del af. Menneskehedens skæbne har altid været at dukke op i et Større Fællesskab af intelligent liv. Det er uundgåeligt og sker i alle verdener, hvor intelligent liv er sået og har udviklet sig. Til sidst ville I være kommet til at erkende, at I levede i et Større Fællesskab. Og til sidst ville I have fundet ud af, at I ikke var alene i jeres egen verden, at visitation fandt sted, og at I ville være nødt til at lære at strides med de divergerende racer, divergerende kræfter, overbevisninger og holdninger, der er fremherskende i Det Større Fællesskab, hvori I lever.

At dukke op i Det Større Fællesskab er jeres skæbne. Jeres isolation er nu ovre. Skønt jeres verden er blevet besøgt mange gange i fortiden, er jeres isolerede tilstand nu ovre. Nu er det nødvendigt for jer at erkende, at I ikke længere er alene – i universet eller endda i jeres egen verden. Denne forståelse præsenteres mere udførligt i Læren om Større Fællesskabs Spiritualitet, der præsenteres i verden i dag. Vor rolle er her at beskrive livet, som det eksisterer i Det Større Fællesskab, så I kan få en dybere forståelse af det større panorama af liv, hvori I dukker op. Det er nødvendigt for jer at kunne nærme jer denne nye virkelighed med større objektivitet, større forståelse og større visdom. Menneskeheden har levet relativt isoleret så længe, at det er naturligt for jer at antage, at resten af universet fungerer i overensstemmelse med de idéer, principper og de videnskaber, som I holder hellige og på hvilke I baserer jeres aktiviteter og jeres verdensopfattelse.

Det er jeres skæbne at dukke op i Det Større Fællesskab. Jeres isolation er nu ovre. Skønt jeres verden i fortiden er besøgt mange gange, er jeres isolerede tilstand nu kommet til en ende. Nu er det nødvendigt for jer at indse, at I ikke længere er alene - i universet eller endda i jeres egen verden.

Det Større Fællesskab er mægtigt. Dets yderste grænser har aldrig været udforskede. Det er større end nogen race kan begribe. Indenfor dette storslåede skaberværk eksisterer intelligent liv på alle udviklingsstadier og i talløse udtryk. Jeres verden eksisterer i en del af Det Større Fællesskab, der er ret befolket. Der er mange områder i Det Større Fællesskab, der aldrig har været udforsket og andre områder, hvor racer lever i hemmelighed. Alt eksisterer i Det Større Fællesskab med hensyn til livets manifestationer. Og selvom livet, som vi har beskrevet det, forekommer at være vanskeligt og udfordrende, arbejder Skaberen overalt på at genvinde de adskilte gennem Kundskab.

Der kan ikke være én enkelt religion, én enkelt ideologi eller én slags regering i Det Større Fællesskab, der kan tilpasses alle racer og alle folkeslag. Så, når vi taler om religion, taler vi om Kundskabens åndelighed, for det er denne Kundskabs magt og tilstedeværelse, der holder til i alt intelligent liv – i jer, i jeres besøgende og i andre racer, I vil støde på i fremtiden.

Af denne grund bliver universel spiritualitet et stort fokuspunkt. Den bringer de fremherskende, divergerende forståelser og idéer i jeres verden sammen, og giver jeres egen spirituelle virkelighed et fælles grundlag. Men studiet af Kundskab er ikke blot opbyggende, det er livsvigtigt for overlevelse og fremskridt i Det Større Fællesskab. For at etablere og opretholde jeres frihed og uafhængighed i dette Større Fællesskab, må I have denne større evne udviklet blandt tilstrækkeligt mange mennesker i jeres verden. Kundskab er den eneste del i jer, der ikke kan manipuleres med eller påvirkes. Den er kilden til al vis forståelse og handling. Den bliver en nødvendighed i et Større Fællesskabsmiljø, hvis frihed værdsættes og hvis I gerne vil være herre over jeres egen skæbne, uden at blive integreret ind i et kollektiv eller i et andet samfund.

Så, skønt vi præsenterer en alvorlig situation i verden i dag, præsenterer vi også en stor gave og et stort løfte for menneskeheden, for Skaberen ville ikke efterlade jer uforberedte på Det Større Fællesskab, der er den største af alle tærskler, som I, som race, vil stå overfor. Vi blev også velsignet med denne gave. Den har været i vores besiddelse i mange af jeres århundreder. Vi har måttet lære den både af lyst og af nød.

Så det er faktisk Kundskabens tilstedeværelse og magt, der gør os i stand til at tale som jeres Allierede, og levere denne information, som vi giver i disse diskurser. Hvis vi aldrig havde fundet denne mægtige Åbenbaring, ville vi have været isolerede i vore egne verdener, ude af stand til at begribe de større kræfter i universet, der ville forme vor fremtid og vor skæbne. For den gave, der gives i jeres verden i dag, er blevet givet til os og ligeledes til mange andre racer, der viste sig lovende. Denne gave er især vigtig for opdukkende racer, som jeres, der er så lovende og dog så sårbare i Det Større Fællesskab.

Mens der derfor ikke kan være én enkelt religion eller ideologi i universet, er der et universelt princip, en universel forståelse og spirituel virkelighed, der er tilgængelig for alle. Den er så fuldkommen, at den kan tale til dem, der er uhyre anderledes end jer. Den taler til livets mangfoldighed i alle dets manifestationer. I, der lever i jeres verden, har nu muligheden for at lære om denne storslåede virkelighed, at opleve dens magt og dens nåde selv. Det er denne gave, vi virkeligt gerne vil forstærke, for det vil bevare jeres frihed og jeres selvbestemmelse og vil åbne døren til et større løfte i universet.

I udgangspunktet har I imidlertid modstand og en stor udfordring. Dette kræver, at I lærer en dybere Kundskab og en større bevidsthed. Skulle du reagere på denne udfordring, vil du blive begunstiget, ikke kun du, men hele din race.

Læren om Større Fællesskabs Spiritualitet præsenteres i verden i dag. Den har aldrig været præsenteret her før. Den gives gennem en person, der tjener som mellemmand og taler for denne Tradition. Den sendes ind til verden på dette kritiske tidspunkt, hvor menneskeheden må lære om sit liv i Det Større Fællesskab og om de større kræfter, der former verden i dag. Kun en lære og en forståelse fra hinsides verden kan give jer denne fordel og denne forberedelse.

I er ikke alene om at påtage jer så stor en opgave, for der er andre i universet, der påtager sig den, selv på jeres udviklingsstadie. I er kun én af mange racer, der dukker op i Det Større Fællesskab på dette tidspunkt. Hver enkelt holder et løfte og dog er hver enkelt sårbar overfor de vanskeligheder, de udfordringer og påvirkninger, der eksisterer i dette større miljø. Der er så sandelig mange racer, der har mistet deres frihed, inden den overhovedet var opnået, blot for at blive del af kollektiver eller forretningslaug eller større magters klientstater.

Vi ønsker ikke at se dette ske for menneskeheden, for det ville være et stort tab. Det er af denne grund, vi er her. Det er af denne grund, at Skaberen er aktiv i verden i dag og bringer en ny forståelse til den menneskelige familie. Det er tid for menneskeheden at indstille sine uophørlige, indbyrdes konflikter og forberede sig på livet i Det Større Fællesskab.

I lever i et område, hvor der er en hel del aktivitet udenfor jeres lille solsystems sfære. Indenfor dette område, handles der langs bestemte handelskorridorer. Verdener interagerer, konkurrerer og er sommetider i konflikt med hinanden. Muligheder søges af alle, der har kommercielle interesser. De søger ikke blot ressourcer, men også loyalitet i verdener som jeres. Nogle er del af større kollektiver. Andre bevarer deres egne alliancer i meget mindre skala. Verdener, der formår at dukke op i Det Større Fællesskab med succes, har i stor udstrækning måttet opretholde deres autonomi og selvforsyningsevne. Dette gør, at de bliver fri for at udsætte sig selv for andre kræfter, der kun ville tjene til at udnytte dem og manipulere med dem.

Det er afgjort jeres selvforsyningsevne og udviklingen af jeres forståelse samt forening, der i fremtiden bliver det mest afgørende for jeres velbefindende. Og denne fremtid ligger ikke langt forude, for jeres besøgendes indflydelse vokser allerede i jeres verden. Mange enkeltpersoner har allerede indvilliget i deres tilstedeværelse og tjener nu som deres udsendinge og mellemmænd. Mange andre enkeltpersoner tjener simpelthen som ressourcer for deres genetiske program. Dette er sket, som vi har sagt, mange gange, mange steder. Det er ikke et mysterium for os, skønt det må forekomme ubegribeligt for jer.

Interventionen er både en ulykke og en livsvigtig mulighed. Hvis I kan reagere, hvis I kan forberede jer, hvis I kan lære Større Fællesskabs Kundskab og Visdom, vil I kunne ophæve de kræfter, der blander sig i jeres verden, og opbygge grundlaget for større sammenhold mellem jeres egne folk og stammer. Vi opfordrer jer naturligvis til dette, for det vil styrke Kundskabens bånd overalt.

I Det Større Fællesskab føres der sjældent krig på stor skala. Der er hæmmende kræfter. Én grund er, at krig forstyrrer handel og udvikling af ressourcer. Som resultat, er det ikke tilladt for store nationer at handle uforsvarligt, for det hæmmer eller modarbejder andre parters mål, andre nationers og andres interesser. Borgerkrig opstår periodisk i verdener, men krigsførelse i stor skala mellem samfund og mellem verdener sker sandelig sjældent. Det er delvist af denne grund, at færdigheder i Det Mentale Miljø er blevet indført, for nationer konkurrerer med hinanden og forsøger at påvirke hinanden. Da ingen ønsker at ødelægge ressourcer eller muligheder, dyrkes disse større færdigheder og evner med forskellige grader af succes mellem mange samfund i Det Større Fællesskab. Når denne form for påvirkning er til stede, er behovet for Kundskab endnu større.

Når virkeligheden af Det Større Fællesskab bliver mere velkendt i jeres verden, og hvis vores budskab kan nå tilstrækkeligt mange mennesker, vil der være en voksende enighed om, at menneskeheden står overfor et større problem. Dette kunne skabe et nyt grundlag for samarbejde og konsensus.

Menneskeheden er dårligt rustet til dette. Men på grund af jeres rige åndelige arv og til den grad personlig frihed eksisterer i jeres verden i dag, er der løftet om, at I vil kunne avancere i denne større forståelse, og således sikre jeres frihed og bevare den.

Der er andre restriktioner med hensyn til krigsførelse i Det Større Fællesskab. De fleste handelssamfund tilhører store laug, der har etableret love og adfærdskodeks for deres medlemmer. Disse tjener til at indskrænke manges aktiviteter, der ville søge at bruge magt for at få adgang til andre verdener og disse verdeners privatejede ressourcer. Hvis krigsførelse skulle bryde ud i stor skala, ville mange racer være nødt til at blive involverede, og dette sker ikke ofte. Vi forstår, at menneskeheden er meget krigerisk og forestiller sig konflikter i Det Større Fællesskab i form af krigsførelse, men i virkeligheden vil I se, at dette ikke er veltolereret og at andre overtalelsesveje anvendes i magtens sted.

Derfor kommer jeres besøgende ikke med store væbnende magtmidler. De kommer ikke medbringende store militære styrker, for de benytter sig af færdigheder, der har tjent dem på andre måder – færdigheder i at manipulere tanker, indskydelser og følelser i dem, de støder på. Menneskeheden er meget sårbar overfor den slags overtalelse givet dens grad af overtro, konflikter og den mistro, der er fremherskende i verden på dette tidspunkt.

For at forstå jeres besøgende, og for at forstå andre, I vil støde på i fremtiden, må I derfor etablere en mere moden tilgang med hensyn til anvendelsen af magt og indflydelse. Dette er en livsvigtig del af jeres Større Fællesskabsuddannelse. En del af denne forberedelse vil blive givet i Læren om Større Fællesskabs Spiritualitet, men I må også lære gennem direkte oplevelse.

Der er ingen sikkerhed, der er intet sted at skjule sig, der er intet tilflugtssted i verden, der sikrer nogen imod den fremmede tilstedeværelse, der befinder sig her. Derfor har I kun to valg: I kan indvillige, eller I kan stå for jeres frihed.

Vi forstår, at der blandt mange mennesker på dette tidspunkt er et meget fantasifuldt syn på Det Større Fællesskab. Man tror, at de væsner, der er teknologisk avancerede, ligeledes er åndeligt avancerede, men vi kan forsikre jer om, at det ikke er tilfældet. I selv, skønt mere teknologisk avancerede nu end før, har ikke i særlig høj grad avanceret åndeligt. I har mere magt, men med magt følger nødvendigheden af større tilbageholdenhed.

Der er væsner i Det Større Fællesskab, der har langt mere magt, end I på et teknologisk niveau og selv på tankens niveau. I vil udvikle jer til at håndtere dem, men våben vil ikke være jeres fokus. For krigsførelse på en interplanetarisk skala er så ødelæggende, at alle taber. Hvad vil krigsrovet være fra denne slags konflikter? Hvilke fordele sikrer de? Når den slags konflikter opstår, foregår de faktisk i selve rummet, og sjældent i jordiske miljøer. Løbske nationer og nationer, der er ødelæggende og aggressive, bliver hurtigt modarbejdet, især hvis de befinder sig i velbefolkede områder, hvor handel foregår.

Derfor er det nødvendigt for jer at forstå konfliktens natur i universet, for det ville give jer indsigt i de besøgende og deres behov – hvorfor de fungerer, som de gør, hvorfor individuel frihed er ukendt for dem og hvorfor de sætter deres lid til deres kollektiver. Disse ting giver dem stabilitet og magt, men det gør dem også sårbare overfor de individer, der er dygtige med Kundskab.

Kundskab gør jer i stand til at tænke på hvilket som helst antal måder, handle spontant, opfatte virkeligheden hinsides det åbenlyse, og opleve fremtiden og fortiden. Den slags evner går udover det, de væsner, der kun kan følge deres kulturers system og befalinger, kan nå. Teknologisk er I langt bagud for jeres besøgende, men I har løftet om at udvikle evner i Kundskabens Vej, evner, I vil have brug for og i tiltagende grad vil være nødt til at sætte jeres lid til.

Vi ville ikke være Menneskehedens Allierede, hvis ikke vi instruerede jer med hensyn til livet i Det Større Fællesskab. Vi har set meget. Vi har stødt på mange forskellige ting. Vore verdener blev overtaget, og vi blev nødt til at genvinde vor frihed. Fra fejltagelse og fra oplevelse kender vi konfliktens og den udfordrings natur, som I står overfor i dag. Af denne grund er vi velegnede til denne mission i vor tjeneste til jer. I vil imidlertid ikke møde os, og vi vil ikke komme og møde jeres nationers ledere. Det er ikke vort formål.

I virkeligheden har I brug for så lidt indblanding som muligt, mens I har brug for stor assistance. Der er nye færdigheder for jer at udvikle, og en ny forståelse, som I må nå. Selv et venligtsindet samfund, skulle de komme til jeres verden, ville have så stor en indflydelse og så stor en indvirkning på jer, at I ville blive afhængige af dem og ikke ville opbygge jeres egen styrke, jeres egen magt og egen selvforsyningsevne. I ville blive så afhængige af deres teknologi og af deres forståelse, at de ikke ville kunne forlade jer. Og deres ankomst her ville faktisk gøre jer mere sårbare overfor indblanding i fremtiden. For I ville hige efter deres teknologi, og I ville ønske at rejse langs handelskorridorerne i Det Større Fællesskab. Men I ville ikke være rustede og I ville ikke være vise.

Derfor befinder jeres fremtidige venner sig ikke her. Derfor kommer de ikke for at hjælpe jer. For I ville ikke blive stærke, hvis de gjorde. I ville ønske at associere jer med dem, I ville gerne lave alliancer med dem, men I ville være så svage, at I ikke ville kunne beskytte jer selv. I det væsentlige ville I blive del af deres kultur, hvilket de ikke vil have.

Måske vil mange mennesker ikke kunne forstå det, vi siger her, men med tiden vil det give perfekt mening for jer, og I vil se dets visdom og dets nødvendighed. På dette tidspunkt er I for skrøbelige, for distraherede og for konfliktfyldte til at forme stærke alliancer, selv med dem, der kunne blive jeres fremtidige venner. Menneskeheden kan endnu ikke tale med én stemme og er således blotlagt for intervention og manipulation udefra.

Idet virkeligheden af Det Større Fællesskab bliver mere kendt i jeres verden, og hvis vort budskab kan nå tilstrækkeligt mange mennesker, vil der være en voksende enighed om, at der er et større problem, som menneskeheden må se i øjnene. Det kunne skabe et nyt grundlag for samarbejde og enighed. For, hvilke mulige fordele kan en nation i jeres verden have over en anden, når hele verden er truet af Interventionen? Og hvem kunne søge at få individuel magt i et miljø, hvor fremmede kræfter blander sig? Hvis frihed skal være en virkelighed i jeres verden, må den være fælles. Den må anerkendes og være kendt. Den kan ikke kun være de få menneskers privilegie, for så vil der ingen virkelig styrke være her.

Vi forstår fra De Usete, at der allerede er mennesker, der søger verdensherredømme, fordi de tror, at de har de besøgendes velsignelser og støtte. De har de besøgendes forsikring om, at de vil blive assisteret i deres jagt efter magt. Og dog, hvad andet giver de væk, end nøglerne til deres egen frihed og deres verdens frihed? De er uvidende og uvise. De kan ikke se deres fejltagelse.

Vi forstår også, at der er nogle, der tror, at de besøgende er her som repræsentanter for en åndelig renæssance og et nyt håb for menneskeheden. Men hvordan kan de vide det, disse mennesker, der intet ved om Det Større Fællesskab? Det er deres håb og deres ønske, at dette er tilfældet, og den slags ønsker imødekommes af de besøgende, af meget indlysende grunde.

Det, vi siger her, er, at der intet mindre kan være end reel frihed i verden, reel magt og ægte sammenhold. Vi gør vort budskab tilgængeligt for alle, og vi sætter vores lid til, at vore ord kan modtages og blive alvorligt overvejede. Dog har vi ingen kontrol over jeres respons. Og verdens overtro og frygt kan muligvis sætte vort budskab udenfor manges rækkevidde. Men løftet er der stadigt. For at give jer mere, ville vi måtte overtage jeres verden, hvilket vi ikke vil. Derfor giver vi alt, hvad vi kan give, uden at blande os i jeres anliggender. Men er der mange, der gerne vil have indblanding. De vil gerne reddes eller frelses af en anden. De stoler ikke på mulighederne for menneskeheden. De tror ikke på menneskehedens medfødte styrker og evner. De vil villigt overgive deres frihed. De vil tro på det, de bliver fortalt af de besøgende. Og de vil tjene deres nye herrer, mens de tænker, at det, de bliver givet, er deres egen frigørelse.

Frihed er dyrebar i Det Større Fællesskab. Glem aldrig det. Jeres frihed, vor frihed. Og hvad er frihed andet end evnen til at følge Kundskab, den virkelighed Skaberen har givet jer, og udtrykke Kundskab og bidrage med Kundskab i alle dens manifestationer?

Jeres besøgende har ikke denne frihed. Den er dem ukendt. De ser på jeres verdens kaos, og de tror, at den orden, de vil påtvinge jer her, vil være forløsende for jer og vil redde jer fra jeres egen selvødelæggelse. Det er alt, hvad de kan give, for det er alt, hvad de har. Og de vil bruge jer, men de anser det ikke for upassende, for de bliver selv brugt og kender intet alternativ. Deres programmering, deres konditionering, er så dybtgående, at det, at nå dem på deres dybere spiritualitets niveau, kun har ringe muligheder. I har ikke styrken til at gøre dette. I må være så meget stærkere, end I er i dag, for at have en forløsende indflydelse på jeres besøgende. Og dog er deres ensformighed ikke så usædvanlig i Det Større Fællesskab. Den er meget almindelig i store kollektiver, hvor ensformighed og føjelighed er afgørende for at fungere effektivt, især over mægtige afstande i rummet.

Se derfor ikke på Det Større Fællesskab med frygt, men med objektivitet. De tilstande, vi beskriver, eksisterer allerede i jeres verden. I kan forstå disse ting. Manipulation er kendt for jer. Påvirkning er kendt for jer. I har bare aldrig stødt på dem i så stor skala, og I har heller ikke haft brug for at konkurrere med andre former for intelligent liv. Som resultat, har I endnu ikke færdighederne til at gøre det.

Vi taler om Kundskab, fordi den er jeres største evne. Uanset hvilken teknologi, I med tiden kan udvikle, er Kundskab jeres største løfte. I er århundreder bagud for de besøgende i jeres teknologiske udvikling, så I må sætte jeres lid til Kundskab. Den er den største kraft i universet, og de besøgende bruger den ikke. Den er jeres eneste håb. Det er derfor at Læren om Større Fællesskabs Spiritualitet underviser i Kundskabens Vej, leverer Trin til Kundskab og underviser i Større Fællesskabs Visdom og Indsigt. Uden denne forberedelse, ville I ikke have færdigheden eller perspektivet til at forstå jeres dilemma eller til at reagere på det effektivt. Det er for stort. Det er for nyt. Og I har ikke tilpasset jer disse nye omstændigheder.

De besøgendes indflydelse vokser for hver dag, der går. Hver enkelt person, der kan høre dette og vide dette, må lære Kundskabens Vej, Kundskabens Større Fællesskabs Vej. Den er et kald. Den er en gave. Den er en udfordring.

Under mere behagelige omstændigheder, kunne det forekomme, at behovet ikke var så stort. Men behovet er enormt, for der er ingen sikkerhed, der er intet sted at gemme sig, der er ingen steder at trække sig tilbage til, der er sikkert med hensyn til den fremmede tilstedeværelse her. Derfor er der kun to valg: I kan samtykke, eller I kan stå for jeres frihed.

Det er den store beslutning, der ligger foran hvert enkelt menneske. Dette er det store vendepunkt. I kan ikke være tåbelige i Det Større Fællesskab. Det er et for krævende miljø. Det kræver fortræffelighed, forpligtelse. Jeres verden er for meget værd. Ressourcerne her er eftertragtet af andre. Jeres verdens strategiske position agtes højt. Selv hvis I levede i en eller anden fjerntliggende verden langt fra nogen handelskorridor, langt fra alle kommercielle engagementer, ville nogen med tiden opdage jer. Dette, med tiden, er nu kommet til jer. Og det er godt i gang.

Så, fat mod. Dette er en tid for mod, ikke tid for ambivalens. Alvoren i den situation, I står overfor, bekræfter kun vigtigheden af jeres liv og af jeres reaktion, og vigtigheden af den forberedelse, der gives i verden i dag. Den er ikke blot for jeres opbyggelse og fremgang. Den er også for jeres beskyttelse og for jeres overlevelse.